Karen Trier | Kunstdage i Odsherred | Sjælland | Danmark

Kunstnerportræt: Mød Karen Trier

Photo: Anne Vincents Johansen

Vallekilde sprudler af kunst – og særligt under Kunstdage i Odsherred, som i 2025 finder sted for 28. sæson. Under Pinsekunstdagene d. 7.-9. juni bliver du mødt af keramik i lange baner og en pottemager som brænder for sit fag.

Af Anne Vincents Johansen

Det er et stort lyserødt hus badet i solskin, som jeg bliver mødt af, da jeg ankommer til Karen Triers hus i Vallekilde. Det er ikke svært at forestille sig, at man kan blive inspireret her – og tænk at bruge sin dag på at dreje ler, glasere og forme små figurer.

Fra rustikt stentøj til sirligt malet keramik
I 1982 blev hun færdigudlært pottemager hos Peter Enke i Nykøbing Sjælland. Han lavede rustikt stentøj. ”Jeg ved ikke hvad det er med leret, men det må være det taktile i det, som fangede mig – at mærke leret mellem hænderne.” fortæller Karen. ”Det var magisk at opdage, at man faktisk kan styre leret. Det var noget mærkeligt klumpværk til at starte med, men så begyndte der at komme lidt styr på det”.

Karen Trier | Kunstdage i Odsherred | Sjælland | Danmark

Photo:Anne Vincents Johansen

Karen Trier | Kunstdage i Odsherred | Sjælland | Danmark

Photo:Anne Vincents Johansen

Det lyserøde hus emmer af at der bliver arbejdet med ler. Tekander, skåle, kopper og fade står udstillet i det meste af huset. Alle sirligt dekoreret – ikke ligefrem rustikt stentøj som hendes læremester. Nogle med små personer på – siddende, kyssende, liggende.

Inspirationen kommer alle vegne fra, fortæller Karen: ”Nogle gange drømmer jeg noget. Det kan også komme af noget som du fortæller. Men jeg aner det ikke – det kan komme alle vegne fra. Jeg fortæller ikke historier med ord. Hvis man har det på en bestemt måde, hvordan giver ens krop så udtryk for en stemning, en følelse, en fornemmelse? Figurerne dukker bare op, når jeg modellerer dem”.

Karen Trier | Kunstdage i Odsherred | Keramik

Photo:Anne Vincents Johansen

Håndværker fremfor kunstner
Karen kommer af en kunstnerfamilie. Hun er efterkommer af Ernst Trier, som grundlagde Vallekilde Højskole. Familien tæller bl.a. også billedkunstnerne Troels Trier, Holmer Trier, Lars Trier og derudover Troels Trier fra Røde Mor.

På trods af at kunsten praktisk talt løber i hendes årer, ser hun sig mere som en håndværker end kunstner.

Da jeg spørger om det føltes naturligt for hende at gå den kreative retning, fortæller hun: ”Jeg ved næsten ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg er nok ikke sådan en som passer ind.” siger hun og tøver. ”Jeg er ikke bogligt fokuseret... Det ville nok være svært at finde et job som jeg bare passede ind i. Og som jeg interesserede mig for.”

Karen Trier | Kunstdage i Odsherred | Sjælland | Danmark

Photo:Anne Vincents Johansen

Kunsten og Vallekilde
Året 2025 vil være Karen Triers 23. år som deltager i Kunstdage i Odsherred.

Karen er ikke den eneste kunstner i Vallekilde. Der er et helt kunstnerfællesskab. Pinsen har altid været højsæson – der kommer ekstra mange besøgende. Et lille stenkast fra Karens hus finder man en anden keramiker – Birgitte Kitamoto, som også deltager i Kunstdage.

De to har arbejdet sammen siden de var helt unge og faktisk delte hjem og værksted hos Karens mor – det hus som Karen i dag bor i. De er begge keramikere, men med hver deres distinkte stil. Foruden Karen og Birgitte kan man som gæst på Kunstdage også besøge Catherine Poher, Karin Lykke Groth og Thom Skjold Gagnér der også holder til i Vallekilde, hvorfor den lille by stråler af kunst og kreativitet. Vallekildekunstnerne har tradition for at lave kunstarrangementer. Bl.a. et sommermarked og et julemarked. Det har varet ved siden 80’erne i forskellige konstellationer.

Solen skinner stadig, da jeg forlader Karens lyserøde hus. Jeg får anbefalet en gåtur i Højskolens have, som befinder sig lige ved siden af. Er du, kære læser, også interesseret i kunst eller har du bare lyst til en udflugt – så tag forbi Vallekilde til Kunstdage i Odsherred i pinsen d. 7.-9. juni 2025, hvor kunstnerne holder åbent hus. Medbring en madpakke og spadsér rundt mellem værkstederne. Det er et besøg værd.

Læs mere om Karen Trier på
vallekilde-keramik.dk

Follow VisitOdsherred:

VisitOdsherred © 2024
English